Den ene dag æder den anden

Posted on Updated on

Ok, der er lidt stille her i min lille verden. Jeg har gang i en masse ting udenfor min lille verden, men som trods alt også har forbindelse til MIN lille verden. Så her er en lille opdatering.

Den har stået på Netflix i stride strømme. Indrømmet – jeg er lidt afhængig og synes OM at jeg selv kan bestemme hvad jeg vil se, NÅR jeg vil se det. Piskeriset, den pragtfulde blogger med et hang til et godt madhjerte (tjek de yummieste indlæg her – især hendes benspænd er fantastiske) anbefalede mig for et stykke tid siden Warehouse 13. Hvor havde du ret i, at det var noget for mig!! Pragtfuld, spændende , unaturlig, arkæologisk, og med et ordentlig glimt i øjet. I LIKE! Bagefter pløjede jeg mig gennem Alphas, som jeg hermed anbefaler til Piskeriset. Ude i blandt os findes der almindelige mennesker, som har en bestemt evne, som kan bruges til at fange forbrydere med – evnerne spænder lige fra ekstreme kræfter, at kunne se alverdens netværk uden brug af computer, ekstrem hypnose etc.

Nu er der så kommet nye afsnit på bla Doctor Who, Drop Dead Diva plus nogle andre serier og film som skal nydes al dente. Der findes en funktion, Min liste, hvor man kan liste indhold til senere. Smart og farligt – jeg er oppe på 89 titler.

Når jeg ikke har haft travlt på jobbet, og der er drøn på som altid, har den stået på diverse krumspring indenfor sygdomsafdelingen. Jeg har jo fået mig en livslang partner som jeg af og til hiver ind i bokseringen og giver sådan én på go'da'en. Jeg får en del slag tilbage, men sådan er det og generelt svinger vi…. omend jeg for en stund er presset lidt op i ringhjørnet. Har en skulder som driller, så jeg underholder venner og kolleger med storslået jagthistorier om de lyserøde elefanter, som jeg jager med sommerfuglenet. Jeg glæder mig til det går over så jeg kan slippe for de stærke smertestillende, men hey, sålænge vi alle har det sjovt. Nogle kolleger mener at jeg skal besøge Ole fra Tarm – han skulle efter sigende kunne rykke diverse på plads ved nærmest blot at ae over kinden. Øhm…. Der er langt til Tarm, når man ikke selv har bil. Ahem…

Jeg har nydt skønne veninder. Hvoraf én slæbte mig med til et arrangement, der skal munde ud i koncert med Aalborg Symfoni orkester. En hvervekampagne var det. Jeg meldte mig ikke – synger KUN i badet. Men underholdningen fejlede ikke noget. Hefty og Jøden kom forbi og rappede et nummer.

Idag var jeg hos tandlægen. Jeg har nævnt min begejstring flere gange og det er et tæskehamrende godt team. Det jeg godt kan lide er at der er ekstra stor fokus på tand og mund, især fordi min grundsygdom kan påvirke området (også dér). Så der er altid gode råd og overvejelser der skal vendes. Godt min journal ikke er i papirform, for jeg garanterer for at den er tyk med de ekstra billeder, både røntgen men også smart kamerateknologi. Min tandplejer og jeg pludrer lystigt, og det kan være svært under selve tandrensningen, men vi er enige om mange ting, og sindssygt glade for at rejse. Tips og tricks ryger frem og tilbage. NUL huller! Yes!

Det skal fejres!! Ikke med fyrværkeri, men jeg tog en tur i Metro (af alle steder), hvor jeg faldt over en chokolade fra Lindt, som jeg ikke har set før….og et par sko. De har Rieker sko, ofte til fornuftige priser, men idag blev til et par Tom Taylor Denim med nitter, stort set til normal pris, men ret fede, hvis jeg selv skal sige det. Det er jo mig, der skal gå i dem, ikke? Og hellere dem fremfor de guldstøvler jeg stod og overvejede…et kort sekund.

 

Og så må man da vist konstatere, at amorinerne var flyvende idag. Og så på offentlig vej!

Nu vil jeg fordybe mig i en god kop kaffe og Bogtyven, som foregår under 2. Verdenskrig. En rørende historie fortalt af selveste Døden, om pigen Liesl som sendes i plejefamilie, og som er meget betaget af…bøger.

 

Advertisements

One thought on “Den ene dag æder den anden

    Piskeriset said:
    april 9, 2014 kl. 5:10 pm

    Tak for tippet! Jeg er ikke sikker på, at jeg når at se den her i foråret, da vi snart skifter tilbage til HBO, men det kan være, jeg vil kaste mig over den ved juletid (hvor vi sikkert skifter tilbage til Netflix :-D).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s