Film

Sunday Fun day

Posted on

Tja, det ved jeg nu ikke det er – men jeg hygger mig da med solen der stråler udenfor mine vinduer og ligefrem stråler forrædderisk på det støv, som har det med at samle sig. Vaskemaskinen snurrer derudad, og jeg er kommet halvvejs gennem stuen med støvsugeren. Med en dårlig hånd og slidgigt i lænden, så går det langsomt. Der skal pauser til. Så får man sig en kop kaffe, lytter til musik, betragter bøgehækken der springer ud, og forholder sig bare til at det er søndag og at man godt må gå med morgenhår og drageånde heeeeeeeeele dagen. Så det gør jeg, og så bliver det til lidt Sunday Funday alligevel. Jeg nyder mine stille stunder – det er her, jeg lader op til de kommende dage og de udfordringer de måtte byde mig.

89d37e3b-e637-4a43-8afe-b7ab1c12c571Bogen, der lige nu holder min opmærksomhed fanget – En mand der hedder Ove. Nøj, en dejlig bog. Jeg læser langsomt, for at den kan strække sig så lang tid som muligt. Bogen er om gnavpotten Ove, der gemmer på en sørgmodig historie. Varm, hjertelig, skrevet med et glimt i øjet. Husk tommetørklæder. Min terrassebog er Flame dancer af Annette Smith, en ungdoms bog i den utopiske genre og ikke mindst et sted ude i en nær fremtid, i 2030. 3dc6d3c7-f5d7-428f-ac54-6b6ba0926232Handler om teenageren Sienna, som bor i den del af samfundet, hvor man kommer gennem dagen ved hjælp af narkotiske stoffer. En dag kører skolebussen hun befinder sig i galt, og hun vågner op i en anden del af samfundet hvor man ikke bruger narkotika. Jeg fik bogen af forfatteren herself, så der er også en lille fin signatur i bogen – kun til mig. Historien er at én af mine udenlandske kontakter er veninde med hende og vi var til koncert sammen i London, så det….

Filmen jeg senest har set – The good lie. Den sælges nok ved at Reese Witherspoon er på forsiden af coveret, men ellers har hun en meget lille rolle i filmen, der er en beretning over virkelige hændelser. En gruppe flygtninge fra Sudans krigshelvede får muligheden for at komme til USA og begynde en helt ny tilværelse. Varm og rørende historie. Lån den på biblioteket.

Musikken, jeg lytter til lige NU er Madonna – Rebelheart, hendes nyeste album. Det er lidt af en rodebutik, men der er flere gode ørehængende numre i kategorien: Madonna som vi husker hende.

 

 

Og så har jeg købt mig en lille fødselsdagsgave (det er snart tid igen), fordi den er så sjov. Billeder på et andet tidspunkt – han skal lige vaskes inden han ryger i den varme kop.

 

 

Tid til Oscar igen – hvem vinder?

Posted on Updated on

Nu har jeg ikke set specielt mange af de film, der er nominerede til Oscar uddelingen på søndag. Nogle har ikke haft premiere i Danmark endnu, mens andre nåede jeg bare ikke. Jeg glæder mig voldsomt til at se Juliane Moore i Still Alice (er vildt begejstret for bogen). Jeg har set Big Hero 6, og var meget begejstret – måske den har en chance som bedste animerede film, måske ikke.

Jeg har kun set 2 af de film, der er nominerede til bedste film: The Grand Budapest Hotel og Boyhood.

Skal jeg vælge mellem disse 2 film, bliver det uden tøven Boyhood, selvom Grand Budapest Hotel var ganske fornøjelig, men favoritten er Boyhood. Sikke en genistreg at starte på filmen for 12 år siden og lade os følge drengen Mason fra ca. 5. år til han skal på universitet. Du ser hans udvikling, skift af frisure, familiemiddage, kort og godt hans opvækst. Og selvom filmen varede 2 timer og 45 minutter, var jeg helt og aldeles draget ind i filmen.

De andre nominerede til bedste film ser spændende ud. Jeg skal da se Birdman på et tidspunkt, og er sikker på at jeg vil svømme væk i både The Theory of Everything og The Imitation Game.

Se samtlige nomineringer til Oscar her.

Interstellar

Posted on Updated on

Jeg var i biografen i mandags. Her så jeg Interstellar, som er en science-fiction film instrueret af Christoffer Nolan, og handler om en fremtid, hvor Jorden er ved at løbe tør for ressourcer.

Min følelse, da jeg gik derfra var: at jeg var bogstavelig talt var blevet suget gennem alverdens galakser og spyttet ud efter 3 timer, gasblå i hovedet af at holde vejret og øjnene var som rynkede rosiner pga manglende blink. En helt igennem visuel og lydmæssigt fantastisk godt lavet film. Topkarakter herfra.

 

 

Brugt ferie billigt til salg

Posted on Updated on

Jeg har haft ferie denne uge, og ved du hvad – jeg har slet ikke været ude at rejse. Faktisk har jeg slet ikke været uden for bygrænsen.

Planerne har været få, oplevelserne rige.

Jeg har rumsteret lidt i lejligheden. Samlet sammen til lossepladsen så nu skal der ringes efter en ven. Men det er kun første etape, jeg rydder op og ud i etaper. Nogle gange får man slæbt for meget til huse!

Jeg fik afsluttet bogen Shadow Falls – Fød ved midnat. Ganske god young-adult fantasy bog. Lån den på ereolen, det gjorde jeg.

Bagefter kastede jeg mig over den lille sag, Månesten – drengen der ikke var til. En rørende velskrevet islandsk roman på mindre end 150 sider. Slugt på kort tid. Lån den på biblioteket.

Onsdag aften tog veninden mig under armen til en bid brød og årets musical på Aalborg Teater: Cabaret. Fremragende forestilling med både Ulla Henningsen og Lise Baastrup, der leverede sagerne. Faktisk stående klapsalver til hele holdet. Kæmpe oplevelse. Tak, søde veninde.

Torsdag forvandlede jeg mig til Bibo, 13 år. Næsten. En kollega og jeg tog til premiere på En flænge i himlen, filmatiseringen af John Greens bog af samme navn. Fantastisk god film – godt skruet sammen og ekstrem sød og helt fin i håndtering af noget så forfærdeligt som uhelbredelig kræft, og den første store kærlighed. Vi så filmen kl. 15.45 sammen med en hel flok teenagere og jeg kan roligt skrive under på at jeg var den ældste. Jeg har ALDRIG været i de at se en film hvor hele salen brød hulkende sammen at det var lige før at vi 'voksne' var tæt på at komme til at fnise højlydt. Jovist var vi rørte, men der skal vist mere til hvor jeg bryder hulkende sammen. Kan dog godt forstå at de søde 13-14 årige piger gik derfra med mascara i striber. Rigtig god film, og ganske tro mod bogen.

Idag drog jeg igen afsted til biografens mørke. Denne gang i en helt anden genre. Disney når den er dyster. Maleficent. Historien om Tornerose men set fra den onde gudmors synsvinkel. Uh, I like. Disney, når det er godt. Gode effekter, rørende musik, lykkelige scener der med et svuptag bliver drejet om til uhyggelige scener, det ondes kamp mod det gode – og omvendt. Jeg synes de er sluppet godt fra det projekt. Jeg var underholdt, and I liked it!

Og det var så den ferie, brugt på hjemlige sysler, totalt afslapning så vidt muligt, nydt det gode vejr, og er forhåbentlig klar til fuld fart igen. Næste ferie er pænt ude i fremtiden, men det er ok – så er der noget at glæde sig til.

 

About time

Posted on Updated on

Forleden fik jeg en reserveringsmeddelelse på en film, som jeg havde reserveret på biblioteket for laaaaaaaang tid siden. Titlen sagde mig umiddelbart ikke noget : About time, men udfra beskrivelsen lød det bestemt som noget jeg kunne have reserveret.

Forestil dig, at du har evnen til at rejse i din egen tid. Men kun tilbage. Tænk at kunne ændre bare en LILLE bitte ting, der gør at du kan hjælpe andre omkring dig. Eller bare ændre ting ved dig selv, indtil du er helt tilfreds.

Sådan er det for 21-årige Tim. Han får at vide af sin far at alle mænd i familien har evnen til at rejse tilbage i sin egen tid. Det eneste det kræver, at at gå ind i et skab (eller andet mørkt sted), knytte hænderne og inderligt tænke sig tilbage til et tid og sted, som allerede er sket. Så hvorfor ikke udnytte det til at vinde Mary's kærlighed? Han finder dog hurtigt ud af at selvom han har evnen, så er den dersens kærlighed en ret finurlig størrelse – også selvom man kan prøve igen, og igen…. Og igen.

En rigtig sød og varm britisk film fra forfatteren bag Love Actually, Notting Hill og Four Weddings And A Funeral.

Lån den på biblioteket.

 

 

A marine story

Posted on Updated on

På netflix lokkede denne med ordene: En dekoreret kvindelig marine officer vender uventet hjem fra krigen og rekrutteres hurtigt til at hjælpe bekymrede teenagere med at forberede sig til en træningslejr.

 

Så forventer man jo at se en film med en striks dame, der svinger pisken over utilrettede unge, som er kommet på kant med loven og som kan slippe for fængsel, hvis de frivilligt tager afsted og træner til militær.

 

[BÅT] Nej, sådan er den nemlig ikke!! Vi får historien om Alex, som ganske vist sendes hjem fra tjeneste pga en opdagelse omkring hendes person. En deltalje hun har holdt skjult i mange år og som ikke er vellidt i det amerikanske militær. Vi ser ikke meget til hendes tid i militæret, men får drypvist indblik i hendes kamp, hendes anerkendelse og respekt i hæren. Historien handler om at hun vender tilbage til sit hjem, drikker som et hul i jorden og lægger arm i baren, men hvor hun også påtager sig jobbet at forberede EN teenager til træningslejr. Samtidig får vi historien om hendes kamp for accept i et samfund, hvor homoseksualitet IKKE er accepteret, og da slet ikke i militæret. Du sparkes ud af det amerikanske militær, hvis du er homoseksuel – så er det ligemeget hvor god en soldat du er.

 

En stærk, rørende historie, som bygger på virkelige hændelser.

 

 

The Lady

Posted on

Luc Besson har instrueret denne film som er historien om Aung San Suu Kyi, fra hun som to-årig mister sin far generalen Aung San, der forhandlede Englands tilbagetrækning fra det daværende Burma. Han bliver dræbt ved et militærkup.

Hun gifter sig med Michael i England og får to sønner. Da Suus mor bliver syg, tager hun tilbage og involveres i en meget lang og personligt hård frihedskamp.

Dette er historien om én af de allerstørste kvindelige personligheder, der på baggrund af årevis i husarrest, vhja fredelig frihedskamp kæmper for demokratiet i Burma og i hele processen har folket bag sig. Vinder af Nobels Fredspris i 1991.

Michelle Yeoh, kendt fra bl.a. Mit liv som Geisha, er perfekt i rollen som Aung San Suu Kyi.

 

Life as we know it

Posted on Updated on

Holly og Messer kan ikke fordrage at være i nærheden af hinanden. Ikke efter en totalt mislykket første date, som deres venner har arrangeret for dem. Men livet går videre og deres veje mødes til bryllup, barnedåb og børnefødselsdag for Holly er veninde med bruden og Messer med gommen – og de kan stadig ikke holde hinanden ud, men er gudmor og gudfar for lille Sophie som de holder meget af.

En dag kører Sophies forældre galt, og med et snuptag tvinges Holly og Messer til at lægge de hadske følelser for hinanden på hylden. De er udnævnt til at være værger for Sophie. For at skabe så trygge rammer for Sophie som muligt, enes Holly og Messer om at flytte ind i Sophies hjem som de arver efter de afdøde. Det kommer ikke til at gå stille for sig.

 

 

Sofa film og serier

Posted on Updated on

Herlige dejlige ferie. Lidt hygge med vennerne og et par film eller 3. Her geares ned, heeeeeelt ned.

Et par film der set indenfor den seneste uge fra sofaens dyb.

Treasure Island, med engelske Eddie Izzard som mest er kendt for sine fremragende evner indenfor stand-up. Her har han påtaget sig rollen som den hævngerrige John Silver, piratkaptajnen der smides i en lille jolle efter et mytteri, og som nu går målrettet efter den helt store skat. Han er bare ikke den eneste, og det er nu et kapløb med tiden og ikke mindst, hvem kommer først.

 

 

 

A dangerous Method, med Viggo Mortensen i rollen som Sigmund Freud, Keira Knightley som Sofia Spielrein, og Michael Fassbender som Carl Jung. Et konfliktfuldt trekantsdrama lige efter 1. Verdenskrig, hvor rammen er Wien og udviklingen af psykoanalysen. Fremgangsmåden er de involverede absolut ikke enige om.

 

 

Dredd. En genindspilling af den gamle film som dengang havde Sylvester Stallone i rollen som betjent/nævning/dommer i ét. I denne version skal Dredd, sammen med en “praktikant”, rydde en enkelt boligblok for en ny farlig type narkotika, i fremtidens radioaktive USA. Det går ikke helt som planlagt og snart befinder de sig i et sandt inferno hvor de er oppe mod bøllerne i boligblokken.

 

 

Marie Krøyer, spillet af Birgitte Hjort Sørensen. Efter sigende (jeg kender ikke de faktuelle data) fri fortælling om skagensmalerne Marie Krøyer og hendes mand, P.S. Krøyer. Udadtil et socialt populært par i Danmark på det tidspunkt, men under overfladen tager P.S. Krøyers sindssygdom mere og mere magten, og deres ægteskab er ikke så lykkeligt som synes udadtil. For at få lidt fred og ro, rejser Marie og datteren til Sverige hvor hun møder en svensk komponist. Det ender med at de har en affære. Spørgsmålet er om Marie finder sig selv, kærligheden og livet igen.

 

 

 

 

Tv-serier, just afsluttet, eller igang med, eller påbegyndt.

Äkta människor er en yderst interessant svensk sci-fi serie, som handler om at de ægte mennesker i løbende grad udskifter arbejdskraft som fabriksarbejde, rengøringhjælp, postbude etc med robotter som ligner mennesker til forveksling, såkaldte hubotter. Problemet er bare at nogle hubotter begynder at udvikle følelser og dermed bliver svære at kontrollere. Et større spil med for og imod er nu igang.

 

 

 

 

 

Hunted. Her er det kvindelige svar på Jason Bourne og James Bond. En hæsblæsende britisk krimiserie, som handler om den kvindelige agent Sam der er flygtet fra sin fortid men som nu indhentes. Hun jages af fortiden, men tager hurtigt kampen op og jager den, der jager hende. Har kun set de første 3 afsnit, men ser ret lovende ud.

 

 

 

 

 

Reaper. Har du brug for at slå hjernen fra kan du roligt gå igang med denne her. Hovedpersonen, som jeg lige nu ikke kan huske navnet på (hvad sagde jeg lige….), blev som helt lille solgt til djævlen for at faderens liv kunne reddes. Da han bliver 21 kommer djævlen for at indfri sin gæld, og hovedpersonen (kan stadig ikke huske navnet) skal nu være djævlens udsendte medarbejder og jage sjæle som er undsluppet Helvede. På sine mange jagter får den unge mand hjælp af sine bedste kammerater, som er totalt tumpede. En sød underholdende serie, som er perfekt til at slå hjernen fra. Så god er den heller ikke…. Men fin til at stresse af til. Er næsten færdig med sæson 1 og selvfølgelig skal næste sæson ses.

 

 

 

 

 

 

Sommeren i Belle Isle

Posted on Updated on

Morgan Freeman spiller den gravne gamle bitre forfatter i kørestol, som ynder at kigge dybt i wiskey flasken. Han stoppede med at skrive da hans elskede hustru mistede livet for 6 år siden, og er godt og grundigt træt af livet.

En sommer skal han passe hund for en bekendt i dennes hus. I nabohuset befinder den fraskilte kvinde med 3 børn sig, og med en fjensk teenagedatter, en nysgerrig mellemste og den yngste skal de forsøge at finde deres egne ben at stå på og det er ikke helt let derude i det bare ingenting, og hvor børnene ikke helt forstår de valg som moderen har truffet.

Den bitre forfatter vil egentlig bare gerne være i fred, drikke sin wiskey og være bitter på tilværelsen, men naboerne har tænkt sig noget.

Total hjertevarm film der kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til sådanne film. Morgan Freeman især, og Virginia Madsen gør det fantastisk.

20130724-214753.jpg