Ugens musikkunstner i udvidet version

Posted on september 14, 2008

Uha, det er da lang tid siden vi har haft en “ugens musikkunstner”! Altså, det er ikke fordi jeg er løbet tør for emner, for jeg har stadig masser på lager. Der har bare været så meget andet at koncentrere sig om. Men lad os da lige råde bod på at det er så lang tid siden.

For det er vist de fleste på vejen forbi denne blog, der har set, at jeg har haft en stor koncert i udsigt. Madonna på Wembley Stadium torsdag d. 11. september. Det var i torsdags. Og det var i London. Og det var SÅ fedt! Og SÅ sjovt! Og SÅ mange mennesker! Og….

Aij, lad os tage den fra starten, ikke?!

Ankomst til London tirsdag aften, turister onsdag (fortælles en anden god gang), og torsdag den helt store dag, hjem fredag aften.

Vi havde fundet ud af, at vi kunne bruge en station få minutter fra vores hotel og kunne køre direkte ud til Wembley Park, hvor det ville tage få minutter at ankomme til Stadium. Perfekt!

For at køre rundt i tuben, med bus, andre toglinjer mm., havde vi via anbefaling af min veninde i London, købt et såkaldt OysterCard. Skal du til London, skal du købe sådant ét. Det gør det billigt at køre rundt i de forskellige transportmidler og så kan du selv administrere beløbet på kortet. Ydermere udløber det aldrig – så hvis du kommer til London om 2 år, og medbringer dit OysterCard, så er du kørende med det vums. Rigtig smart!

Anyway, torsdagen kom og vi brugte formiddagen til at shoppe lidt i Oxford Street. Det regnede lidt på det tidspunkt – og det var det eneste regn på HELE turen. Perfekt vejr. Temperaturen alle dage ca. 20 grader. Bibo liked it a lot!!

Tilbage til hotellet lidt over middag. Lige til at slappe lidt af og gøre klar til afgang mod Wembley, hvor dørene var angivet til at blive åbnet kl. 17. (Det skete dog lidt senere – måske fordi Madge havde tømmermænd fra onsdagens fejring af Guy’s 40 års fødselsdag, og var kommet lidt sen igang med at lave lydprøver og få det sidste gjort klar??)

Ved 16-tiden forlod vi hotellet og begyndte vores rejse mod Wembley Stadium. Og hvor VAR det en hyggelig rejse. Vi hoppede på den første den bedste tube mod Baker Street og hoppede af dér. Vi havde jo set, at det ikke var den rigtige linje, men mange veje fører derud og når vi nu var så gode til at finde rundt i tuben, så betød det ikke så meget. På Baker Street, som forøvrigt er en MEGET hyggeligt udseende gammel undergrundsstation (sorry, no pictures), hoppede vi på rette tog og afsted det gik. Vi kunne efter et stykke kørsel se buen over Wembley nærme sig, vi gjorde klar til at skulle af, og toget kørte DIREKTE forbi stationen. Et gennemgående tog!!! NÅ, vi grinede voldsomt og hoppede af det første og bedste sted, klar til at køre den anden vej. Rette perron blev fundet. Og vi steg ind i toget der kørte mod Wembley – nok engang…. Pludselig siges et eller andet i højttaleren, som vi forstår som værende “rejsende mod wembley skal med toget til venstre på perronen”. Vi var i det til højre, så vi sprang fra det ene tog til det andet. Afsted igen… vi så buen på Wembley… og kørte forbi nok engang! Gennemgående tog. Veninden, som havde hørt det i højttaleren blev NOGET ked af det. Vi andre grinede og sagde: “PYT med det! Klokken er ikke 17 endnu og koncerten starter først kl. 20”. Vi når det!

Selvfølgelig gjorde vi det. Mange, mange, mange mennesker ankom fra nær og fjern og var på vej mod stadion og mange kom til. Vi havde hørt rygter om at der ville komme helt op til 130.000 mennesker!!! Og det tager noget tid at komme frem og ind. Men vi tog den med ro. Kom rundt, kiggede lidt på boderne, jeg fik købt min hard candy t-shirt. Vi købte en cheeseburger og kiggede på folkemængden.

Og så skulle vi ellers finde den rette indgang. Halvvejs rundt om stadionet, yes – der var indgang N. Hurraaaaaa… Jeg hoppede op og ned. NU blev det spændende. NU var det NU – det jeg havde fablet om i et par år. “Jeg vil opleve Madonna i London”. DET var simpelt hen for vildt!!

Ved indgang N kunne vi titte ind på stadion. Jeg kom til at se, at der var en storskærm lige derude. GOSH! Det var scenen! Og det viste sig at være indgangen til sektion 128. GOSH! Vores indgang var 121!!! Lidt væk, men alligevel ikke så langt væk, som jeg et eller andet sted havde forventet. VIIIIIIILDT!!

Her et view fra hvor vi sad. Vi sad 2 og 2 pga forskelligt tidspunkt på bestilling af billet. Men vi sad alle 4 i samme sektion. Kanon!

Til opvarmning havde vi fornøjelsen af Paul Oakenfold. Ren danse-stemning. Vi sad og rockede gjorde vi. Han kom på kl. 19. Og vi forventede at Madonna skulle komme på lidt efter kl. 20 – og skulle optræde i 2 timer – NON STOP!! Passede perfekt med at skulle væk fra Stadion, for sidste tog afgik kl. 23.30. MEGET VIGTIGT, ellers ville vi være strandet derude og først komme med første tog.

Klokken var 21.10, da der først skete noget. Mange var trætte af ventetiden, men vi lavede da vores egen underholdning. Bølgen gik rundt blandt os på tribunen. Vildt morsomt at være en del af det. Men tic-toc klokken nærmede sig kritisk øjeblik. Vi havde, inden vi fandt vores pladser, aftalt at mødes et bestemt sted uden for stadion kl. 23.10 uanset om koncerten var slut eller ej. Vi VILLE med sidste tog hjem! Med alle de mennesker frygtede vi det store kaos. Men ligemeget – vi skulle have en koncert at nyde først!

SÅ skete der noget. SKRIIIIIIIIG! Havde der været loft over stadion, så var det blæst helt op forbi månen. I tell ya!!

Af en dame på 50 år, så er det vildt imponerende det Madonna kan præstere. Hun var på i 2 timer, var kun lige ude at skifte tøj et par gange, ellers var det fuld knald på HELE TIDEN.

Der havde været en del kritik af lyden på Wembley. Mange af dem, der sad øverst oppe havde ingen fornøjelse af musikken. Et lydtårn var tilsyneladende stået af. Det var meget ærgerligt. Lyden fra VORES plads var ok, ikke helt tilfredsstillende, men ok. Vi kunne høre, hvad hun sang og så var vi jo hvor vi kunne se hele scenen og showet, og dansen. Og god sigt til storskærmen var der også.

Jeg havde en super skøn oplevelse. Jeg vil dog give kritikerne ret i, at Madonna nok ikke egner sig 100% til et stadion. Hendes show vil være perfekt til mindre arenaer. MEN ingen klager fra vores side. Vi blev blæst omkuld og nød hvert et minut.

At tage billeder af en koncert er ikke nemt. Det ryster som bare…. *BIIIIP*. Jeg fandt ud af lidt tricks hen ad vejen, men de fleste er rystede. Det havde jeg nu også forventet. Her et lille udpluk af dem, jeg er tilfredse med. Korreografien var super flot. Storskærmene fantastiske. Animationerne skønne. Påklædning mv. super duper. Madonna kunne skam også synge. Og der var måske lidt play-back hist og pist, men helt ærlig, jeg tror ikke på at en person, selv en person som Madonna med den energi hun altid lægger for dagen og som hun træner… jeg tror simpelt hen ikke på, at man ikke mister pusten af og til. Hun glemte også et par ord hist og pist sikkert pga samme.

Men helhedsindtrykket var lige som jeg havde forventet!

At komme væk fra Wembley. De officielle tal siger 75.000 mennesker. De gik vist alle mod samme station. Det skal skabe lidt panik og lidt kaos, ikke? Vi var så heldige at være i den første kvarte del af mængden, tror jeg. Vi gik alle i gåsegang mod stationen. Der var ikke tegn til panik eller kaos på NOGET som helst tidspunkt. Der var beredent politi og andet politi hele vejen derhen. Og på stationen var der service-personale som hele tiden råbte: “Keep walking! Dont stop!” Vi kom hen til vores platform. Der holdt et tog, som var godt proppet, og vi blev enige om, at det nok ikke skulle være det. Men så stod vi på første parket til det næste tog, som rulle til perron så snart det første var kørt. Vi fik endda siddepladser! Og kunne stå af på rette station få minutter fra eget hotel. Skulle lige købe lidt guf og drikkelse. Sad på stationen og grinede og var helt høje. Vi var på hotellet kl midnat. Og var i seng ved 1tiden.

Sådan!