Imponeret

WOW

Posted on

Hvor blev jeg glædeligt overrasket idag og dybt imponeret, da jeg kom tilbage fra min eftermiddagsvagt og fandt en pose på mit tastatur.

Inde i den lå disse fine muffedisser eller pulsvarmere, om du vil. Hvor blev jeg glad. Og så er jeg i øvrigt dybt imponeret over denne kollegaveninde, som for 1-2 måneder siden sagde: “jeg tror jeg vil begynde at strikke”, og som sagt så gjort. Hun lærte sig selv at strikke via youtube og bog.

Jeg er SÅ imponeret, og fuld af respekt for den seje tøs.

20121105-155823.jpg

Bliver KIMET ned…

Posted on Updated on

… bogstavelig talt på min mobil for tiden. Tit oplever jeg et ubesvaret opkald.

Det er den samme person. Og det er absolut ikke chikane – OVERHOVEDET. For vedkommende NÅR da at fange mig fra tid til anden.

Jeg røg jo ind med en blodprop i benet i sidste uge. Og beskeden var: “hvad vil du have vi skal gøre – du ER jo allerede i maksimal blodfortyndende behandling. Her har du en støttestrømpe og så rør dig noget mere”. Øhm… godt så… jeg sidder helt musestille på arbejde. Absolut. Altid. Hele tiden. Løber ikke op og ned af trapper. Eller sender prints til den fjerneste printer i huset. Går slet ikke frem og tilbage mellem bogreolerne eller noget. Det lader jeg mine kolleger om. Nemlig. NOT!!

Så specialisterne i Århus er sat i sving… og det er én af de yngre læger der har påtaget sig at besvare min henvendelse. Hun ved ikke helt hvad der skal stilles op eller hvordan hun skal gribe den an. Men ikke desto mindre borer hun i det og stopper ikke førend vi har fået en afklaring. Overlægen der forsker i min type sygdom skal hives ind i sagen. Hun har så gang i uddannelses-virksomhed denne uge og er lidt svær at få fat i.

Og så er det, jeg nok engang tænker – WOW, jeg har sgu fundet min hylde. For lægerne kan jo vælge at sige – patienten skal nok få besked på et tidspunkt når vi har fået krattet data ind.

NIX, ikke her. Bliver ringet op: “Hej det er… Vi snakkede sammen for et par dage siden. XX er lidt svær at få fat i pga. det undervisning, som du jo kender til, så jeg får først fat på hende på mandag. Så jeg ringer bare for at sige at jeg ikke har glemt dig, og at vi nok skal få styr på hvordan vi griber det her an.” Og vi snakker så løst og fast, og jeg siger direkte at jeg ikke helt ved, om jeg skal pudse min egen læge på at henvise mig dit og dat, eller om det er specialisterne i Århus. For jeg kan ikke gennemskue om det har noget med “pakkeløsningen” at gøre, eller om det bare er fordi jeg er møghamrende uheldig!

Hvortil lægen siger: “Jamen, uanset hvad, så vil det jo være rart for dig at du får en fuldstændig udredning og jeg kan godt forstå at du føler dig utryg lige nu og gerne vil have en afklaring. Jeg snakker med XX på mandag og vender tilbage til dig snarest.” Og indikerer nærmest at DE  jo ligeså godt kan smide mig i en retning som min egen læge kan. Samtidig med at hun siger: “Så kan JEG jo også lære noget her”. Og det siger man jo ikke nej til, vel?! Og jeg er egentlig imponeret over at en læge ærligt siger: Det her ved jeg ikke så meget om, men jeg finder nogen der gør – og så ved jeg til en anden gang, hvad vi gør.

“Hav en god weekend, og husk hvis du får det værre med benet eller noget, så skal du altså ikke tøve med at opsøge vagtlægen!”

Og i lige måde, da!! – sagde Bibo og lagde røret. Og strøg en lille tåre i krogen for woooow, her var da endelig én som signalerede: “JEG skal nok følge det her til dørs – også selvom det er udenfor mit område”.

Og nu hopper Bibo i traveskoene og vil trave ud i regnen og få lavet lidt fredags-ting inden der er dømt weekend.