Santorini
At danse på vulkaner
Jeg mangler at fortælle lidt mere fra vores Santorini-tur. Vi var jo også ude at sejle og sikke en herlig dag vi havde på calderaen, ombord på et 3-masters båd der sejlede os rundt til de små øer.
Vi startede ved 10.30-tiden med at køre i bus fra Kamari til havnebyen Athinios. Og her er beviset for at vi var på bjergkørsel i en bus. Rundt og rundt og rundt i hårnålesvingene gik det, mens enkelte passagerer lukkede øjnene indtil vi var sikkert nede.
Vi sejlede nordpå langs kysten og kunne rigtigt se aflejringerne i den smukke klippekyst og ikke mindst hvordan byerne på toppen nærmest klynger sig til klippekanten.
Første stop var vulkanøen Nea Kameni, der som tidligere nævnt blev dannet i 1650’erne under ét af de mange vulkanudbrud. Lidt om de vulkanske aktiviteter er skrevet i tidligere indlæg her.
Vulkanen er stadig aktiv og man kan fra toppen af vulkanen se svovldampene – hvis man vel at mærke begiver sig ud på den 40 minutter lange gåtur til toppen. Vendelboen ville pga højdeskræk ikke med derop. Jeg bed stædigt tænderne sammen, klaskede solcreme i hovedet til den store guldmedalje, hoppede i tennisskoene og hev en liter vand under den ene arm og kameraet under den anden. Afsted mod toppen. Jeg havde lovet Vendelboen ikke at anstrenge mig alt for meget på vej derop. Ikke noget med at gå helt til tops hvis kroppen ikke kunne. Man skal jo huske på at efter diagnosen på min bindevævssygdom (plus et par andre følgesygdomme, der er kommet til siden), så kan kroppen ikke det, som den ser ud til. HELT til tops nåede jeg ikke, men jeg kom MEGET tæt på.
Det var som et månelandskab at gå rundt i. Gold, sort og vild natur at se på. Det var helt underligt at tænke på, at for 50 år siden var denne vulkan i udbrud og den kan komme det igen.
Nå, men vulkanen åd min kasket, så jeg måtte hellere vende næsen mod båden igen. Min liter vand var også ved at være sluppet op. Det VAR jo også starten på turen, og jeg skulle have energi til resten af dagen. Men jeg var tilfreds og hoppede lystigt ned af vulkanen igen – til båden og en velfortjent cola.
Nede på båden var der pludselig 2 australiere der pegede på mig og udbrød OH MY GOD!!! Øh, hvad? Nå! Gik på toilettet få øjeblikke senere og så mig selv i ansigtet og udbrød OH MY GOD!! Bibo lignede en kogt krebs i ansigtet. POSTKASSE-rød. Tak skæbne, var solen så vild? Neeeeej da. Sådan ser jeg bare ud, når jeg har anstrengt mig – bliver koksrød i hovedet. Jeg frygtede kort at jeg VAR blevet skoldet i ansigtet, men det blev ved skrækken. Ikke én eneste gang på turen blev vi voldsomt røde, og vi har altså ikke skallet én eneste gang.
Vel ombord på båden igen sejlede vi til den gamle vulkanø Palea Kameni, hvor det var muligt at hoppe i de mintgrønne bølger. Havde man modet til det, kunne man svømme de 100 meter ind og opleve varme kilder – til stor ærgrelse for én fra selskabet. Ikke hos Vendelboen eller jeg. Vi skulle ikke i vandet – der var voldsomt dybt og så habile svømmere følte ingen af os, at vi var. Så vi nød det gode vejr fra båden inden vi skulle sejle videre til frokost på øen Thirassia. Hér kunne man også vælge at gå til toppen og se landsbyen dér. Vi valgte at blive nede ved vandet – JEG havde travet rigeligt for den dag. Det viste sig også at der ikke var så meget at se deroppe, så vi gik vist ikke glip af så meget.
Det var en dejlig dag på havet.
Santorini, den vulkanske djævel
Fra NASA‘s billeddatabase
Den skønne græske ø med postkortlandbyerne og den gode mad er en lille øgruppe i de græske kyklader med en meget dramatisk historie bag sig. Santorini er på størrelse med Samsø med sine små 76 km2 og har ca. 13.000 indbyggere.
Santorini’s historie er historien om et sted, hvor intet tages for givet og hvor landkortet fra tid til anden må tegnes om. Øgruppen er nemlig resterne af en stor vulkan, som blev vækket for flere tusinde år siden i et kæmpe brag med aske spredt over et stort område – lige fra Italien over til Cypern og den nordlige del af Afrika. Det store vulkanudbrud dannede en rund ø med en diameter på 14-15 km. For ca. 4000 år siden under den minoiske civilisation med veludviklet kultur, arkitektur, kunst mv. blev Santorini kaldt Strongyle (”Den runde ø”) – på samme tid løb vi rundt i Skandinavien i pels fra dyr og bankede hinanden oven i hovederne med trækøller. Santorini har også gået under navnet Kalliste (”Den smukke”).
Men for 4000 år siden eksploderede vulkanen i et kæmpe brag, der sikkert kunne høres helt til Norge og asken fra vulkanen blev skudt mere end 30 km op i luften – man har fundet aske dybt nede i Grønlands indlandsis, som menes at stamme fra dette udbrud. Øen kollapsede ganske enkelt og sank i havet, og fik vandet til at strømme ind i og oversvømme hullet. Tilbage stod (STÅR) kanten af krateret og vandet inden for kredsen kaldes calderaen. Og således endte den minoiske civilisation og det menes at myten om Atlantis har rødder tilbage til denne voldsomme hændelse.
Copyright Frk. Bibo
I 1650’erne under et af de mange udbrud blev øen Nea Kameni dannet og det er fra denne, der stadig er svovldampe og hvorfra udbrud vil komme.
Fra THIRA.GR
Vulkanaktiviteten på Santorini er stadig intakt. Siden det voldsomme udbrud i den minoiske periode har vulkanen været i udbrud flere gange, senest i 1950.
Landsbytur
Den ene af 2 udflugter som vi havde tilmeldt os gik under navnet “Landsbytur og Oia”.
Afgang fra Kamari kl. 15, for vi skulle selvfølgelig have fornøjelsen af solnedgangen i Oia.
Først gik turen til øens ældste kirke, Panaghia Episkopi, hvor vi kunne beundre de smukke gamle ikoner. Panaghia Episkopi blev bygget i 1115 under den byzantiske kejser Alexios I Komnenos. Kirken har overlevet invasioner fra bl.a. russerne, tyrkerne og frankerne. Ligeledes diverse brande hvoraf den værste var i 1915, men hvor nogle af ikonerne på mirakuløs vis “overlevede” branden. Kirken overlevede sågar det store jordskælv i 1956. Desværre var der indbrud i kirken i 1982, hvor 26 af de smukkeste ikoner blev stjålet, og aldrig siden set.
Lige ved siden af Panaghia Episkopi ligger 
spøgelsesbyen Mesa Gonia. I 1956 oplevede Santorini et voldsomt jordskælv, og samtlige indbyggere flygtede til Kamari by. Siden har byen stort set ligget øde hen og er en spøgelseslandsby at betragte. Enkelte er dog begyndt at flytte tilbage – husene går nemlig i arv og ligesom her er husene underlagt ejendomsskatter. Den 9. juli hvert år mindes jordskælvet – nu om dage er der underholdning og god mad.
Fra Mesa Gonia gik turen videre til byen med de 42 kirker, landsbyen Pyrgos. Det er ligefør, der er ligeså mange kirker i den landsby som der er indbyggere. Vi fik lov til at selv at kravle op af de mange labyrintiske trapper. Vi gik kun op til den første kirke, og så tøffede vi stille og roligt nedad igen, ned til caféen lige neden for trapperne. Man skal jo heller ikke overanstrenge sig, vel?! 😉
Derefter gik turen til postkortlandsbyen Imerovigli. Det er herfra at billederne på de fleste postkort fra Santorini bliver taget. Og der ER skam yderst smukt deroppe. Og der er god sigt ud over hele Santorini, som ikke er meget større end Samsø.
Så gik turen videre til det nordligste punkt på Santorini, byen Oia. Her havde vi fornøjelsen af at spise aftensmad på en hyggelig restaurant med sigt ud over vulkanøerne. Byens gader er belagt med marmor, og efter aftensmaden var der tid til på egen hånd at udforske byen, og spadsere af den korte og hyggelige ej af den marmorbelagte gade ud til den berømte vindmølle i udkanten af Ois, hvor vi så solnedgangen.
Den græske kat
– er ganske mager. Vi så en del katte dernede – og hunde også for den sags skyld og hundene er en historie for sig. De går løse rundt – man ser dem især om aftenen, hvor de overtager stranden fra de solhungrende turister. Og vi kan roligt konstatere at der er hundetræf om aftenen. Vi oplevede tit på vores aftenvandringer, at hundene mødtes på gadehjørner. Det var somom de havde gang i deres eget kommunikationsnetværk: “Hey, strandtur i aften kl. 21 – vi ses!” Om det så var en smask-forelsket hund, så oplevede vi også det…
Men den græske kat er, ligesom den danske kat, rigtig god til at slappe af. Denne kat prikkede vi lidt til, men den registrerede os ikke. Den snorksov.
Kufferten
– truede med overlæs på vej hjem. Vidste det godt – jeg havde aaaaaaaaaaalt for meget med i kufferten på vej derned. Altså, der er ingen grund til at slæbe et par lange bukser med. Eller en hel stak t-shirts, nu når man alligevel bare løb rundt i en top. Eller 3 par shorts, nu når det nærmest var bikini-trusser eller nederdel (og nu er der nogen derude der falder ned af stolen, da Bibo ALDRIG går i nederdel eller kjole), og så det ene par shorts som snildt kunne skyldes op om aftenen og så være klar til næste dags morgen. (Skete dog ikke, men muligheden var der bestemt).
Nå, men der blev jo købt dit og dat og Bibo blev nærmest slæbt ind i hver en glasbutik, vi kom forbi. Det gjorde bestemt ikke noget, for Bibo holder også meget af glasting.
Vores foretrukne glasbutik hed Ministry of Art og du godeste hvor vi blev blæst omkuld af skønne farver, former, og alt derimellem. Se et lille udvalg af glaskunsten på hjemmesiden. Vendelboen roste sælgeren til skyerne – altså de ting han sælgte, omend vi begge var enige om at han var noget så nuttet med sit generte smil og dådyrøjne.
Bibo skulle selvfølgelig have denne “lysestage” med hjem.
Den første dag på Santorini
Vi ankom til Santorini sen søndag aften. Solen var for længst gået ned, så vi havde ikke meget mulighed for at se hvordan øen ser ud. Men vi blev hentet af de søde guider i lufthavnen, sluset ind i rette bus og afsted til hotellet det gik. Vi fik et værelse, som godt nok ikke havde den bedste udsigt. Den var nærmest ud i buskene rundt om hotellet og ikke ud over poolen. Men mandag morgen så vi, at der trods alt VAR udsigt til havet. Og det gjorde jo ikke så meget, eftersom vi ikke havde i sinde at plante os på hotelværelset, men derimod ville rundt og se lidt og slappe af enten ved pool eller strand.
Klokken 10 skulle vi stille på Taverna Andreas (restaurant Andreas) til info-møde. Her mødte vi rejseguide Gitte, som fortalte om Santorini og præsenterede de forskellige ture som de havde arrangeret for os. Der var selvfølgelig frivillig tilmelding. Vendelboen og jeg valgte 2 ture: landsbytur om tirsdagen og sejltur om torsdagen. Så ville der også være rig mulighed for at slappe af, sludre, gå ture i omegnen og hvad vi nu ellers kunne finde på. Hovedformålet var at vi skulle afsted UDEN at komme til at stresse, og det må man sige er lykkedes til fulde.
Efter info-mødet var der rig mulighed for at gå en tur i Kamari, hvor vi boede. Som her bl.a. forbi stranden og strandpromenaden. Kamari må være Santorini’s svar på Blokhus (masser af mennesker i sommerhalvåret og nærmest død by i vinterhalvåret), og er fra 1980’erne. Det er her, de fleste turister rejser til og det ses tydeligt i bybilledet, eftersom der er en souvenirs butik på hvert gadehjørne og en restaurant lige klods op ad. Men stranden er skøn, priserne forholdsvis lave i forhold til bl.a. hovedstaden Fira, eller “solnedgangs-byen” Oia. I Oia kostede noget glas € 60 mens samme i Kamari kostede € 24. Så det var en kunst at have øjnene med sig og holde hovedet koldt, hvis man ville have noget.
Støttestrømpen VAR skam i brug, MEN blev altså hurtigt smidt i bunken og kun hevet frem ved specielle lejligheder. Det var simpelt hen for varmt at rende rundt med den – med 37 grader i skyggen, men med skøn brise. Jeg NÆGTEDE at vifte af grækerne med den. 😆
Dagen blev forøvrigt afsluttet med en fælles middag med hele rejseselskabet. En rigtig fornøjelig aften med fri vin og festlig underholdning – leveret af gæsterne. Vi fik smagt en masse græske specialiteter, lige fra græsk salat hen over tzaziki hen over souvlaki. Mætte og tilpasse rullede vi gennem Kamari op på bakken til vores hotel.
Ingen rejse uden souvenirs
De traditionelle til venstre – krus, køleskabsmagnet og nøglering. Og så gik Bibo i smykkerne. Kunne have været MEGET værre. Lavastensarmbåndet udløste et par gratis matchende ørenringe, så måske man skulle overveje huller i ørerne …. igen.
Hotel Orion
Inden jeg kaster mig ud over hele øen Santorini vil jeg gerne fortælle lidt om hotellet. Vi valgte et lille roligt familiedrevet hotel, Orion, som ligger op af en bakke i byen Kamari, hvor Århus Charter flyver til. Her er skøn udsigt ud over byen og havet, og så er der kun 500 m. til centrum & strand.
Det er et hyggeligt lille hotel med de faciliteter man har brug for. Ikke noget fancy noget med glimmer på væggen og guldbelagt badeværelse. Men det er et lille hotel med en reception/morgenmadsstue, hvor der serveres et meget simpelt og enkelt græsk morgenmåltid – 2 slags franskbrød hvortil man kan vælge ost, skinke og marmelade, græsk yoghurt m. sirup, kaffe & te & juice.
Billede fra Århus Charters hjemmeside
Værelserne er af ældre dato, men ganske gangbare for sådan nogen som os som egentlig bare har brug for et sted at sove og mulighed for at tage et bad 1-2 gange om dagen, og så aircondition. Sidstnævnte havde jeg rådigheden over. Når vi gik i seng om aftenen havde jeg fjernbetjeningen til aircondition hos mig, så jeg kunne slukke/tænde om natten, når det blev for koldt/varmt. Fungerede fint.
Ud over et par udflugter (beskrives senere) vekslede vi mellem at være på stranden og poolen (plus en ordentlig omgang powershopping, hvor vendelboen virkelig overraskede mig). En nuttet ung græker tryllede denne skønne iskaffe med vanilleis til os. Smagte himmelsk!
Turen til Santorini
– forløb smertefrit. Havde tænkt lidt tanker inden afrejse om hvordan min krop ville håndtere det. Det ER jo kun 3 måneder siden, jeg havde blodproppen i benet. Men alting er forløbet ganske godt, og der kun grund til tilfredshed på dén konto. Så egentlig er der tilfredshed over hele linjen.
Dette SAS fly bragte os afsted – efter 45 minutters forsinkelse. Tror, der blev sat rekord i boarding. 😉
Ombord skulle vi selvfølgelig nyde lidt drikkelse.
Og udsigten var heller ikke så ringe endda – desværre fløj vi så sent, at der var temmelig mørkt ud over Santorini, men lysene var skønne. Det må den glade seer tænke sig til – nok blev der taget mere end 500 billeder, men man kan ikke rende rundt med kameraet for øjet HELE tiden.
Jeg ønsker mig
denne dør.
Så kan jeg træde igennem til skøn varme og skøn udsigt.
SYNES altså der er koldt her i Danmark. Var tæt på at spurte tilbage i flyet kl. 02.30 i nat og kaste mig grædende på mine knæer og bede dem om at tage mig med tilbage til Santorini.
Mere senere – der skal pakkes ud, og soves lidt mere. 4 timers søvn er lige lidt i underkanten for Bibo.
Lille mig i den store verden 