Forrygende forår

Posted on Updated on

Ok, jeg er noget tavs på bloggen pt – jeg lider vist af noget blogblokering. Måske jeg får fut i fejemøget igen, måske ikke. Men jeg er aktiv på forskellige medier. Har du lyst, må du hjertens gerne følge mig på Instagram, hvor jeg nyder at smide om mig med billeder i lind strøm. Ellers ser du de seneste 4 i højre side her på siden.

F.eks. var jeg totalt handywoman forleden da jeg egenhændigt skiftede termostat på en radiator. Hurra for diverse vejledninger du kan finde på nettet.

IMG_0373

Marts fløj afsted og jeg kunne slet ikke følge med. Vi har rigtig mange opgaver på jobbet. Jeg nyder dem alle, holder tungen lige i munden og padler gennem ærtesuppen.

Derudover kom der ferie og påske og en rask tur til Amsterdam. Jeg havde kun 1 dag for mig selv, inden årets internationale møde løb af stablen. Nej, coffee shops’ene gik vi forbi og blev næsten høje af dampene der kom ud. Red Light District’s udkantsområde gik vi igennem, mens én fra et katolsk land mumlende ønskede sig hen til en kirke for at få syndsforladelse over at se på de letpåklædte damer i vinduerne og udstillingsvinduerne i “legetøjsbutikkerne”. Til trods for at der var enormt koldt, blæsende og regnvejr, var det pragtfuldt at være væk hjemmefra. Også selvom jeg fik et større chok over en sms hjemmefra – et nært familiemedlem var røget på hospitalet med en blodprop. Personen overlevede helt uden mén – sikkert fordi der blev reageret så hurtigt. PYYYYYH. Så må vedkommende finde sig i at der ikke må køres bil i 3 måneder. Turen til Amsterdam bød i øvrigt også på et større strømsvigt (HELE Amsterdam og et større område UDENOM Amsterdam), og vi nåede da også den obligatoriske kanalrundfart.

IMG_0153Inden jeg drog til forkælelse hos venner i det midtjyske i påsken, nåede jeg da lige at nyde en koncert med Dicte og Hempler i Musikkens Hus i Aalborg. NØJ, de var gode. Fantastiske stemmer sammen, ligeså hårene rejser sig i nakken. Har du mulighed for at høre dem, så smid hvad du har i hænderne. Det er kræs for øregangene.

IMG_0182

Og idag har vi haft MINDST 20 grader i Aalborg og jeg nåede at hive et par solstråler på terrassen (inden regnen kom, ja NU regner det altså!!), efter at have jaget en mus (og sikkert også dens familie) der har gravet hul under hegnet ml. min og naboens terrasse – så nu overvejes en musefælde, gift, kat osv for at komme musene til livs. Naboen har fodret fugle i vinters – så det er sikkert derfor vi har fået besøg. Men jeg stod ansigt til ansigt med én af musene da jeg fejede terrassen og flyttede ét af plastikbenene til mit gamle havebord. BUMP, og ud røg musen. Den var helt forskrækket og jeg udbrød: “Næææææææh, lille ven, kom du dér”, hvorefter jeg daskede efter den med kosten. Men den var hurtigere og smuttede ned i musehullet. Hmmmmm… Til gengæld var solen jo pragftfuld… så længe den formåede at holde skyerne og regnen væk.

Men ellers så holder jeg mig lidt væk fra tastaturet når jeg har fri fra arbejde. Har en karpaltunnel i håndleddet, der ikke makker helt ret, plus albuen driller også. Så der laves øvelser, behandling hos kiropraktor (som er lidt af en heksedoktor af den fantastiske slags), og håndled etc får masser af hvile. Sådan da…. host host.

Håber du nyder foråret ligeså meget som jeg gør. Jeg har det fantastisk og min biologiske behandling giver mig rent faktisk ekstra energi. Jeg kan mærke i ugen op mod næste behandling, at kroppen begynder at sukke. Det må da være positive tegn – at der måske er tegn på en god effekt. Hep hep, siger jeg bare.

2 thoughts on “Forrygende forår

    Anne said:
    april 12, 2015 kl. 5:11 am

    Du er ikke ene om ikke at få skrevet så meget på bloggen som vi gjorde førhen ….også jeg er oftere på IG…synes dog det er svært at skippe bloggen helt og det var hyggeligt med et indlæg fra dig på din blog 🙂

      frkbibo responded:
      april 18, 2015 kl. 2:57 pm

      Måske det kommer igen. Og tak i lige måde. 😉

Skriv en kommentar