Ugens Musikkunstner

UH UH UH

Posted on

Har jeg haft Anastacia som ugens musikkunstner? Jeg faldt lige over dette nummer, som bankede mig tilbage til Forum i København for nogle år tilbage. Og det var PRÆCIST samme scenarie som ses her på klippet.

Koncerten fik ekstremt dårlige anmeldelser dengang i aviserne. Jeg husker især vores allesammens næsten altid negative anmelder fra Ekstra Bladet (med mindre vi snakker Bruce Springsteen eller Rolling Stones og andre rockbands) som haglede hende ned fra scenen. Men så var vi altså nogle der var til en anden koncert et andet sted i byen, måske? For det var en super koncert. VI fik hvad vi gik efter – hoppede rundt og sang og var glade.

Og ret så imponeret over at den lille pige på 150 cm eller deromkring rent faktisk godt kan synge live. FANTALASTISK stemme.

Og det fede var, og det ses i klippet her, at hun pludselig dukkede op på en mini scene midt i blandt publikum og gav et par numre og GIK tilbage til scenen gennem publikum. Her på klippet er hun i en KÆMPE arena så det bliver en kort gåtur og så ellers ned gennem nogle gange.

Og så er det ét af mine absolutte favoritnumre, som den bette dame giver. Anastacia.

Reklamer

Ugens musikkunstner i udvidet version

Posted on

Uha, det er da lang tid siden vi har haft en “ugens musikkunstner”! Altså, det er ikke fordi jeg er løbet tør for emner, for jeg har stadig masser på lager. Der har bare været så meget andet at koncentrere sig om. Men lad os da lige råde bod på at det er så lang tid siden.

For det er vist de fleste på vejen forbi denne blog, der har set, at jeg har haft en stor koncert i udsigt. Madonna på Wembley Stadium torsdag d. 11. september. Det var i torsdags. Og det var i London. Og det var SÅ fedt! Og SÅ sjovt! Og SÅ mange mennesker! Og….

Aij, lad os tage den fra starten, ikke?!

Ankomst til London tirsdag aften, turister onsdag (fortælles en anden god gang), og torsdag den helt store dag, hjem fredag aften.

Vi havde fundet ud af, at vi kunne bruge en station få minutter fra vores hotel og kunne køre direkte ud til Wembley Park, hvor det ville tage få minutter at ankomme til Stadium. Perfekt!

For at køre rundt i tuben, med bus, andre toglinjer mm., havde vi via anbefaling af min veninde i London, købt et såkaldt OysterCard. Skal du til London, skal du købe sådant ét. Det gør det billigt at køre rundt i de forskellige transportmidler og så kan du selv administrere beløbet på kortet. Ydermere udløber det aldrig – så hvis du kommer til London om 2 år, og medbringer dit OysterCard, så er du kørende med det vums. Rigtig smart!

Anyway, torsdagen kom og vi brugte formiddagen til at shoppe lidt i Oxford Street. Det regnede lidt på det tidspunkt – og det var det eneste regn på HELE turen. Perfekt vejr. Temperaturen alle dage ca. 20 grader. Bibo liked it a lot!!

Tilbage til hotellet lidt over middag. Lige til at slappe lidt af og gøre klar til afgang mod Wembley, hvor dørene var angivet til at blive åbnet kl. 17. (Det skete dog lidt senere – måske fordi Madge havde tømmermænd fra onsdagens fejring af Guy’s 40 års fødselsdag, og var kommet lidt sen igang med at lave lydprøver og få det sidste gjort klar??)

Ved 16-tiden forlod vi hotellet og begyndte vores rejse mod Wembley Stadium. Og hvor VAR det en hyggelig rejse. Vi hoppede på den første den bedste tube mod Baker Street og hoppede af dér. Vi havde jo set, at det ikke var den rigtige linje, men mange veje fører derud og når vi nu var så gode til at finde rundt i tuben, så betød det ikke så meget. På Baker Street, som forøvrigt er en MEGET hyggeligt udseende gammel undergrundsstation (sorry, no pictures), hoppede vi på rette tog og afsted det gik. Vi kunne efter et stykke kørsel se buen over Wembley nærme sig, vi gjorde klar til at skulle af, og toget kørte DIREKTE forbi stationen. Et gennemgående tog!!! NÅ, vi grinede voldsomt og hoppede af det første og bedste sted, klar til at køre den anden vej. Rette perron blev fundet. Og vi steg ind i toget der kørte mod Wembley – nok engang…. Pludselig siges et eller andet i højttaleren, som vi forstår som værende “rejsende mod wembley skal med toget til venstre på perronen”. Vi var i det til højre, så vi sprang fra det ene tog til det andet. Afsted igen… vi så buen på Wembley… og kørte forbi nok engang! Gennemgående tog. Veninden, som havde hørt det i højttaleren blev NOGET ked af det. Vi andre grinede og sagde: “PYT med det! Klokken er ikke 17 endnu og koncerten starter først kl. 20”. Vi når det!

Selvfølgelig gjorde vi det. Mange, mange, mange mennesker ankom fra nær og fjern og var på vej mod stadion og mange kom til. Vi havde hørt rygter om at der ville komme helt op til 130.000 mennesker!!! Og det tager noget tid at komme frem og ind. Men vi tog den med ro. Kom rundt, kiggede lidt på boderne, jeg fik købt min hard candy t-shirt. Vi købte en cheeseburger og kiggede på folkemængden.

Og så skulle vi ellers finde den rette indgang. Halvvejs rundt om stadionet, yes – der var indgang N. Hurraaaaaa… Jeg hoppede op og ned. NU blev det spændende. NU var det NU – det jeg havde fablet om i et par år. “Jeg vil opleve Madonna i London”. DET var simpelt hen for vildt!!

Ved indgang N kunne vi titte ind på stadion. Jeg kom til at se, at der var en storskærm lige derude. GOSH! Det var scenen! Og det viste sig at være indgangen til sektion 128. GOSH! Vores indgang var 121!!! Lidt væk, men alligevel ikke så langt væk, som jeg et eller andet sted havde forventet. VIIIIIIILDT!!

Her et view fra hvor vi sad. Vi sad 2 og 2 pga forskelligt tidspunkt på bestilling af billet. Men vi sad alle 4 i samme sektion. Kanon!

Til opvarmning havde vi fornøjelsen af Paul Oakenfold. Ren danse-stemning. Vi sad og rockede gjorde vi. Han kom på kl. 19. Og vi forventede at Madonna skulle komme på lidt efter kl. 20 – og skulle optræde i 2 timer – NON STOP!! Passede perfekt med at skulle væk fra Stadion, for sidste tog afgik kl. 23.30. MEGET VIGTIGT, ellers ville vi være strandet derude og først komme med første tog.

Klokken var 21.10, da der først skete noget. Mange var trætte af ventetiden, men vi lavede da vores egen underholdning. Bølgen gik rundt blandt os på tribunen. Vildt morsomt at være en del af det. Men tic-toc klokken nærmede sig kritisk øjeblik. Vi havde, inden vi fandt vores pladser, aftalt at mødes et bestemt sted uden for stadion kl. 23.10 uanset om koncerten var slut eller ej. Vi VILLE med sidste tog hjem! Med alle de mennesker frygtede vi det store kaos. Men ligemeget – vi skulle have en koncert at nyde først!

SÅ skete der noget. SKRIIIIIIIIG! Havde der været loft over stadion, så var det blæst helt op forbi månen. I tell ya!!

Af en dame på 50 år, så er det vildt imponerende det Madonna kan præstere. Hun var på i 2 timer, var kun lige ude at skifte tøj et par gange, ellers var det fuld knald på HELE TIDEN.

Der havde været en del kritik af lyden på Wembley. Mange af dem, der sad øverst oppe havde ingen fornøjelse af musikken. Et lydtårn var tilsyneladende stået af. Det var meget ærgerligt. Lyden fra VORES plads var ok, ikke helt tilfredsstillende, men ok. Vi kunne høre, hvad hun sang og så var vi jo hvor vi kunne se hele scenen og showet, og dansen. Og god sigt til storskærmen var der også.

Jeg havde en super skøn oplevelse. Jeg vil dog give kritikerne ret i, at Madonna nok ikke egner sig 100% til et stadion. Hendes show vil være perfekt til mindre arenaer. MEN ingen klager fra vores side. Vi blev blæst omkuld og nød hvert et minut.

At tage billeder af en koncert er ikke nemt. Det ryster som bare…. *BIIIIP*. Jeg fandt ud af lidt tricks hen ad vejen, men de fleste er rystede. Det havde jeg nu også forventet. Her et lille udpluk af dem, jeg er tilfredse med. Korreografien var super flot. Storskærmene fantastiske. Animationerne skønne. Påklædning mv. super duper. Madonna kunne skam også synge. Og der var måske lidt play-back hist og pist, men helt ærlig, jeg tror ikke på at en person, selv en person som Madonna med den energi hun altid lægger for dagen og som hun træner… jeg tror simpelt hen ikke på, at man ikke mister pusten af og til. Hun glemte også et par ord hist og pist sikkert pga samme.

Men helhedsindtrykket var lige som jeg havde forventet!

At komme væk fra Wembley. De officielle tal siger 75.000 mennesker. De gik vist alle mod samme station. Det skal skabe lidt panik og lidt kaos, ikke? Vi var så heldige at være i den første kvarte del af mængden, tror jeg. Vi gik alle i gåsegang mod stationen. Der var ikke tegn til panik eller kaos på NOGET som helst tidspunkt. Der var beredent politi og andet politi hele vejen derhen. Og på stationen var der service-personale som hele tiden råbte: “Keep walking! Dont stop!” Vi kom hen til vores platform. Der holdt et tog, som var godt proppet, og vi blev enige om, at det nok ikke skulle være det. Men så stod vi på første parket til det næste tog, som rulle til perron så snart det første var kørt. Vi fik endda siddepladser! Og kunne stå af på rette station få minutter fra eget hotel. Skulle lige købe lidt guf og drikkelse. Sad på stationen og grinede og var helt høje. Vi var på hotellet kl midnat. Og var i seng ved 1tiden.

Sådan!

Ugens musikkunstner

Posted on Updated on

Hard Candy Ugens musikkunstner er i denne uge ingen ringere end “Madge “, som i mandags – på Bibo’s fødselsdag – udkom med sit 11. album og hvor hun følger op på sin sidste cd: “Confessions on a dance floor”.

Også denne gang har Madonna udgivet et danse-disco-dasko ensemble, som for mig klinger nydeligt i min iPod.

Og ligesom alle andre Ugens Musikkunstner er det en musiker, som Bibo har oplevet live. Og dette skete d. 24. august 2006 i Horsens. Pyh, sikke en oplevelse!!

Aviserne og en masse andre skældte efterfølgende ud på Horsens og Madonna og alle mulige andre, pga dårlig lyd, pga dårlig sigt, pga VIP var placeret helt bagerst på pladsen og hvor man heller ikke kunne se noget på storskærm, dårlige trafikforhold og alt muligt andet.

Lad Bibo fortælle HENDES historie:

Kl. 13.30 blev vi hentet af Livescenen’s busser på havnen i Aalborg. Vi havde skaffet busrejse til den nette sum af VIST NOK kr. 230 for en retur, og bussen kørte lystigt gennem Jylland og havnede inde i nærheden af rutebilstationen i Horsens, hvor vi efterfølgende kunne gå til koncertpladsen. Busser havde lov til at køre direkte ind i byen – personbilerne skulle holde på dertilindrettede p-pladser rundt om, nærmest udenfor bygrænsen og skulle tage shuttlebus til koncertpladsen.

85.000 mennesker på en græsplæne er RIGTIG mange. Vi var så heldige at havne i den første 1/3 af pladsen og jeg vil nok sige at længere skal man ikke væk. For så kniber det MEGET med at se noget. Vi kunne heller ikke se alt, men kunne følge med på storskærm og så se den lille bitte person der hoppede rundt oppe på scenen. Lyden herfra var super og vi havde vores helt egen lille fest, hvor vi hoppede op og ned og hvor der egentlig var ganske god plads. Det var som om “proppen” var bag os. Turen hjem var MEGET smertefri. Jeg tror næsten at busserne havde deres helt egen vej at køre på. For det tog ikke 10 minutter fra vi kørte fra rutebilstationen til vi var på motorvejen og havde kurs mod Aalborg igen. Vi “landede” ved 3.30 tiden – præcis efter det tidsskema som var blevet os forelagt inden afrejse. Stor klapsalve til Livescenen for arrangement af turen. Det er ikke sidste gang, jeg vælger at “rejse” med dem til koncert ude i Danmark.

JEG havde en god oplevelse. Ja, der var masser af mennesker og jeg vil sige at en koncert som Madonna egner sig IKKE til udendørs koncert. Det skal være i Forum eller lignende, hvor alle har mulighed for at se det show som kendetegner Madonna’s koncerter. For halvdelen af det er helt klart show med masser af dansere på scenen og hvor alting er timet ned til den mindste detalje. Det er ikke den bedste koncert, netop pga alt for mange mennesker mv., men det er ikke sidste gang at Bibo skal til koncert med Madonna. Næste gang – og der BLIVER forhåbentlig en næste gang – tager Bibo til London og oplever hende på Wembley. DET skulle være en oplevelse af format – og man siger, at uanset hvor man har plads dér, så kan man se HELE showet. Madonna bliver 50 til august og lur mig om hun ikke skal på tour med hendes nye cd?

Confessions-touren er udkommet på en live dvd og den har Bibo selvfølgelig investeret i. Det er et super show, hvis man altså er til Madonna, og nummeret Music Inferno fører én tilbage til Travolta’s Saturday Night Fever periode. Ren disko-dasko.

Ugens musikkunstner

Posted on Updated on

Ja, det er ikke fordi jeg er løbet tør af mine live-koncerter. Jeg har masser af materiale til “ugens musikkunstner”. I denne måned bliver det vist til “månedens musikkunstner”. Men her kommer næste i serien, som absolut ikke er kronologisk.

Vi skal til en Canadisk sangerinde, som tog verden med storm i slut 80’erne, start 90’erne. Alannah Myles.

Jeg red med på stormen – har de første par cd’ere som hun udgav og de er hørt MANGE gange. En stemme, der bærer præg af at have røget en del cigaretter, eller måske bare sunget på diverse snuskede barer indtil hun slog igennem.

Da stormen var ved at være forbi kom hun til Aalborg, til vores lille hyggelig spillested, som snart skal flytte i nyere lokaler, Skråen.

Vi var en flok “vilde” tøser, der BARE skulle til Alannah Myles koncert. Vi skulle skråle med “Black Velvet”, “Rocking Horse” og alle de andre.

Hun kom, havde stjernenykker og truede med at lukke koncerten før tid, hvis folk blev ved med at ryge fordi det gik i hendes hals. Men vi var nu nogle stykker som ikke gik skuffede derfra – vi havde fået lov at skråle med.

Hun er stadig aktiv, ser jeg på hendes officielle hjemmeside. Der er nyt ude i år. Find hende også på MySpace, hvor du kan høre noget af det nye musik. Hmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm!!!

Ugens musikkunstner

Posted on

– er helt dugfrisk.

Pigen var nemlig til koncert i tirsdags, en brag af en koncert med kræs til øregangen og det af og til var så det rislede skønt ned af ryggen.

Danmark har en jazz-diva – oveni købet utrolig køn, charmerende, og som i sin stemme spænder utrolig bredt. Lige fra 80’ernes pop-sang hen over jazz og som vi hørte i tirsdags, lette opera-tendenser.

cecilie.jpg

Vi snakker om Cæcilie Norby.

norby_slowfruit_kleinjpg.jpg

Med sig på scenen havde hun Klüvers Big Band, og den lille scene på Skråen var pludselig MEGET lille. Den VRIMLEDE med musikere – og når vi snakker Big Band, så snakker vi VIRKELIG om Big Band. Klüvers Big Band vandt priser vist nok sidste år, og det er også Klüvers Big Band, som er med på den live cd som Cæcilie udgav i november måned, og som jeg fik i forbindelse med min december-januar sygemelding. Den cd er hørt MANGE gange. Lidt æv, at Bibo så glemte at medbringe sin cd, for der var mulighed for autografer bagefter. Nå, pyt, SÅ meget går hun nu heller ikke op i det. Men det kunne da have været lidt hyggeligt. 😉

Gaffa har en anmeldelse fra NÆSTEN selvsamme koncert – fra Odense få dage forinden, hvor de klager lidt over at musik-valget virkede lidt rodet, idet det spændte fra traditionel jazz, over i fortolkninger af pop sange, over i blues. Veninden og jeg var vist enige om, at det bestemt ikke gjorde noget. SÅ meget inde i jazz er vi heller ikke – er beatet godt og vi kan lide det, så er det jo en succes. JEG syntes det var enormt spændende at opleve de forskellige stilarter. Men det er måske min meget brede musik-glæde der skinnede igennem.

Og så sang hun jo fantastisk skønt! Ud over dette klip, kan du finde flere på hendes hjemmeside. Find det – det er ski’e godt. Og så kan du høre uddrag fra hele cd’en her, hvoraf mange af numrene fra i tirsdags blev repræsenteret.

Ugens musikkunstner

Posted on Updated on

Ka’ vist lige nå det inden midnat. 😉

Nå, men en varm sommerdag – ja så var det i hvert fald ikke SIDSTE sommer – skulle Frk. Bibo på date, så’n en lidt halv blinddate.

De mødtes på Café Spiret til lidt frokost og gik videre ned til C.W. Obel’s plads for at sidde foran Søgaard’s Bryghus. Nyde solen og en kold øl.

Pludselig kom en bus drønende ind på pladsen. Ud løber Jacob Hauggaard og laver reklame for Grøn Koncert. Og så hoppede disse drenge på scenen og holdt en halv times koncert. Magtens Korridorer

Hvorefter de pakkede det hele ind i bussen og forsvandt igen.

Hvad der siden skete med daten? Well, selvom manden var Danmarksmester ud i atletikens verden og glimrende i et køkken, så sagde det ikke bang…

Ugens musikkunstner

Posted on Updated on

Henrik Fevre. Aalborgdreng. Gik på årgang med ham i gymnasiet. Hørte ham på én af de offentlige pladser i Aalborg i sommer. Go’ dreng. 😉

Du kan høre mere på MySpace.