Træt
Normalt er jeg et stille og roligt gemyt
Men nogle gange farer der en djævel i mig – af den slags, der bliver tøsefornærmet og arrig og ikke mindst meget nærtagende…. og måske nok mest skuffet.
Noget af det værste, jeg ved, er nemlig når jeg skriver en mail til folk, som så ikke svarer tilbage selvom jeg udtrykkeligt har bedt om et svar. Den situation befinder jeg mig i lige nu, og jeg er dybt forundret over, at jeg ikke får svar tilbage – for det hindrer nemlig i at jeg ikke kan fuldføre MIN opgave, og det gør mig lidt træt, lettere vred og enormt skuffet.
Det må da være mig, det er galt med. Har vel sagt et eller andet – ubevidst – som personen er blevet mobset over. Men hvorfor får jeg så ikke besked herom, så vi kan få det ud af verden og komme videre?
Jeg hader at være uvenner. Jeg er ikke venner med hele verden – det ønsker jeg egentlig heller ikke at være, men jeg respekterer mine omgivelser og giver altid et svar, når et sådant ønskes fra mig. Og svaret kommer altid indenfor et døgnstid. Det er da det mindste man kan gøre, når modparten har taget sig tiden til at kreere en besked.
Det tager ikke mange sekunder at returnere et svar: “Ja, jeg har…” eller “nej jeg har ikke…”. Jeg forlanger ikke en stil på 10 sider.
Hvor blev februar af?
Idag er mandag d. 24. februar. Så er der KUN 10 måneder til juleaften. Jow jow, den tid kan hurtigt gå!
For hvor er februar blevet af? Jeg blinkede et øjeblik, og vupti står marts udenfor døren og banker på. Hvis 2014 skal arte sig sådan, så må jeg hellere iføre mig sikkerhedssele og hjelm.
Men ok – i starten af februar genså jeg Pantheon inden jeg holdt tale for 200 mennesker. Jeg havde næsten 14 dages ferie. Så røg der 2 dage på kontrol på hospitaler i Aarhus, som så blev efterfulgt af en god gang snue der i den grad sendte mig til tælling med bla høj feber.
Så mine arbejdsdage i februar kan stort set tælles på en hånd. Det er da vildt.
Idag var første dag efter sygefraværet – kastet ud i udfordringerne fra første minut. Jeg har stået mere op i dag end hele sidste uge tilsammen. Og savnede voldsomt min eftermiddagslur…
Skal vist tidligt i seng idag. Og måske lige have et afsnit i selskab med den gode her Mikkelsen, som jeg jo lige har spottet på Netflix. I morgen er atter en dag – min energi skal bruges velovervejet resten af ugen.
Når man ikke kan huske sit cpr nr
– så er det vist på tide at gå hjem?
Jeg har haft en uge, well lidt mere end en uge, hvor den på jobbet har kørt på de allerhøjeste nagler. Pga sygdom og ferie i min gruppe, har der stort set næsten kun været mig til at producere skærm indhold til vort nye tema, som vi laver i samarbejde med DR.
Så jeg har næsten bogstaveligt været lænket til pinden og er nu nærmest blevet hjernevasket til at have firkantede øjne.
Idag snakkede jeg med bandagistcentret for at booke tid til hjælpemiddel som jeg skal til at søge og kunne pludselig ikke huske de sidste 4 cifre i mit cpr nr. SÅ tog jeg også mit tøj og gik!
Fladmast
Fladmast – heeeelt ned under guldbrædderne. Det er dagens kodeord.
Jeg havde igår en laaaaaaaaaaang dag på jobbet. Først en pragtfuld undervisning for 8 ældre, der skulle lære at begå sig på internettet, dernæst møde, og så var jeg sat på vagt. Så min arbejdsdag endte med at være 8-19. Jeg rallede bogstavelig talt hjem og gik direkte i seng. Op idag for at ramme et møde kl. 8, så jeg kunne ikke engang tillade mig at starte dagen rolig.
Så bliver man jo lidt rørstrømsk når en kollega forbarmer sig over én og lægger lidt chokolade på tastaturet.
Og så skal hjernen selvfølgelig også slås fra…..
Og det kan passende ske med en britisk tv-serie, der handler om et meget specielt trekløver: Mitchell og George flytter ind i et hus, hvor Annie også bor. Det lyder jo som ganske tilforladeligt og sådan lidt kollegie-agtigt.
Der er bare det ved det, at Annie er spøgelse, Mitchell vampyr og George varulv – og at de alle kæmper med næb og kløer…. i at være så menneskelige som overhovedet muligt.
Being Human ser jeg på Netflix, men kan også lånes på biblioteket.
Fredag aften
Dette må være aftenens ynglingsstilling. Stikket hives ud. TV tændes og benene smækkes op…. efter 2 arbejdsdage hvor jeg er kommet fra arbejde senere end planlagt.
Og alt imens
– man tror VERDENSHERREDØMMET er lige rundt om hjørnet, overmandes man af zombi-ensa.
Imorgen er atter en dag. Muwawawawa…
I’m great in bed
Søndag…
Jeg kravler hen over gulvet. For en gangs skyld mærker jeg min weekend medicin, methotrexate som skal dæmpe immunforsvaret der bombarderer mig selv. Den gørmif slatten.
Så er det godt man kan trampe rundt i py, slænge sig på sofaen, have morgenhår hele dagen, læse bøger og se tv-serier.
Søndag…
Have a nice one – I will!
Nope
En halv time på sofaen hjalp ikke – skal vist tidligt i seng idag. Føj, skeerne er brugt HELT op.
Det er hvad der kan ske :)
Så jeg fortæller om ugen der gak…. når vi gakker ind i den nye uge. Jeg har nemlig ikke weekend endnu.
Men bliv lige forpustet når jeg siger at denne uge har budt på:
- work work work
- samle plastik-fisher-price-wanna-be
- udstillingsforberedelse på work
- international sklerodermi dag onsdag
- lørdagsvagt (imorgen)
- 40 års fødselsdag i København på søndag
Jeg bad selv om det
Men jeg har ikke fortrudt så meget som ét sekund.
Det gælder om at leve livet – at leve i nuet. Og så må man nogle gange hoppe ud over kanten og tage konsekvenserne. Og det gjorde jeg her – med 100%’s viljestyrke og stædighed.
Jeg beordrer dog kroppen til at hoppe tilbage, for jeg skal undervise imorgen. Nå!
Lille mig i den store verden 